over, og paa Grund af hvilken man bør søge sig befriet for dem. Diskussionen drejede sig mest om Fattigvæsenet, som man fandt overordentlig byrdefuldt, skjønt man var enig i, at Præsten ikke aldeles bør unddrage sig samme, da Omsorgen for de Fattige ingenlunde ligger udenfor Sjælesørgerens Embede. Til at opnaa den tilsigtede (i al Fald delvise) Befrielse for Fattigvæsenets Arbejder mente imidlertid Nogle, at det var nok, naar Præsten blev befriet for at være Ordfører i Fattigkommissionen, men at han iøvrigt maatte være fast Medlem deraf, medens Andre troede, at man kun da vilde opnaa, hvad man ønskede, naar Præstens Forhold til Fattigvæsenet lodes aldeles frit, saaledes altsaa, at han, naar han vilde, kunde tage Sæde i Fattigkommissionen.

ས.

Alle syntes at være enige i, at Katechisationen paa Konfirmationsdagen giver Konfirmationshandlingen en betænkelig Vidtløftigsed. Dog vare Meningerne delte i Henseende til Katechisationens Adskillelse fra Konfirmationen. Nogle mente, at Katechisationen paa Konfirmationsdagen burde beholdes for Opbyggelsens Skyld, ialfald paa Landet, hvor der desuden var store Lokalhindringer for Adskillelsen (ialfald aldeles uhensigtsmæssigt eller ugjørligt at henlægge Katechisationen til en Ugedag). Men for at undgaa unødvendig Vidtløftighed, burde man gjøre Katechisationen saa kort som muligt eller ikke egentlig katechisere, men maaske blot tale med Børnene om Daabens Sakrament (Meningerne vare delte angaaende Katechisationens Formaal, hvorvidt den nemlig nødvendig gaar ud paa at meddele Menigheden Underretning om de Unges Christendomskundskab, eller ikke). Andre indrømmede vistnok det Vakre ved Katechisationen paa selve Konfirmationsdagen og overhovedet dens Nødvendighed ved Konfirmationen; men just fordi dens Hensigt er at lade Menigheden vide, at Børnene ere ret og vel oplærte i

124

Forhandl. ved Pastoralmøderne i Bergen 1854.

Guds Ord, saa man altsaa ingenlunde blot bør katechisere eller tale over Daaben, men over den hele Troessandhed, og fordi dette ikke i en Hast lader sig gjøre, ialfald ikke, hvad der vel hyppigst er Tilfældet, ved et større Antal Børn: saa bliver det en Nødvendighed at henlægge Katechisationen til en anden Dag, for ej at gjøre Konfirmationen, som i sig allerede er vidtløftig nok, altfor trættende baade for Præst og Menighed. De store Vanskeligheder for Landmenighedernes Vedkommende indrømmedes, og man holdt derfor hovedsagelig paa, at Forandringen burde foretages i Byerne.

Forhandlinger ved Præstemødet i Skien

den 29de og 30te Juni 1854.

Efter Indbydelse fra Bratsberg Amts geistlige Forening af

holdtes paa Gaarden Brekke ved Skien den 29de og 30te Juni 1854 et Præstemøde, der bivaanedes af 20 Præster, 2 Universitetslærere, 9 theologiste Kandidater og 26 Deputerede fra det Kredsforsamlingsmøde, som det norske Missionsselskab 27de og 26de s. M. havde afholdt paa samme Sted, hvilke vare indbudne til Deltagelse i Præstemødets Forhandlinger.

Efterat en Psalme var afsjungen, bød Stiftsprovst Node paa Bratsberg Amts gejstlige Forenings Vegne Forsamlingen velkommen og talte derhos nogle Ord over Joh. 21, 15—17.

Derpaa vedtog man, at Forhandlingerne skusde holdes for aabne Døre, og valgtes til Ordførere Stiftsprovst Rode og Provst Wettergreen. Kandidat D. Domaas og Adjunkt J. Hansen paatoge sig efter Anmodning at fungere som Sekretærer.

Ved den i offentlige Blade udstedte Indbydelse vare nedenstaaende Spørgsmaale foreslaaede til Behandling:

1. Hville Forføjninger antages fra Gejstlighedens Side at kunne og burde træffes for at bevirke en fuldstændigere og virksommere Sjælepleje i Menighederne?

2. Ved hvilke Midler_antages Gejstligheden at kunne fremme Husandagten?

3. Bør Præstens Stilling til Fattigvæsenet fremdeles vedblive

at være som hidtil, og hvilken anden Stilling til de Fattige antages han hensigtsmæssigere at kunne indtage?

4. Hvad kunde der være at foretage med Hensyn til den indre Mission i vort Fædreland?

5. Svarer Skriftemaalet i sin nuværende Form til sin Bestem

melse?

Af disse toges som første Spørgsmaal under Behandling det, der i Indbydelsen var nævnt som No. 2.

Sag.

Ved hvilke Midler antages Geistligheden at kunne fremme Husandagten?

Stiftsprovst Rode ledede Forhandlingerne i nærværende

Diskussionerne aabnedes med at fremhæve Husandagtens Vigtighed, hvilken Enhver, der havde faaet en christelig Opdragelse, maatte indse og derfor ogsaa søge den fremmet. Man beklagede imidlertid, at den ikke er saa almindelig, som ønskeligt var.

I Sagen faldt følgende Ytringer.

Det maatte især være Præstens Sag, at han i fine Prædikener afhandlede Husandagtens Betydning for et christeligt Livs Vækkelse og Vedligeholdelse. Hans eget Erempel ansaaes endvidere af stor Vigtighed. Præsten burde gjøre sin egen Husandagt faa almindelig, som muligt, og tage med ved den foruden sin Familie ogsaa Tjenere, Husmænd og enhver Anden, som kunde være tilstede. De almindelige Hindringer, som vilde stille sig ivejen for Husandagten, til Er. huslige Forretninger, Selskabelighed o. f. v. tillagdes ingen Vegt, naar Præsten valgte den hensigtsmæssigste Tid. Præsten burde ved Samtaler med enkelte Medlemmer af Menigheden bevæge dem til samme Fremgangsmaade, saa at disse igjen i sine Kredse kunde virke ved sit Exempel. Ved disse Samtaler vilde Præsten have Anledning til at fremstille de rette Midler, som passende Bøgers Anskaffelse o. s. v. Paa denne Maade vilde Sagen vistnok gaa langsomt, men denne Fremgangsmaade ansaaes for sitter. Præsten kunde endvidere virke for

Øjemedet ved at tilbyde sig at tage Del i Andagten i private Huse. Dette var ogsaa forsøgt. Man havde nemlig tillyst fra Kirken, at man paa Opfordring vilde komme i de private Huse til Andagt, og man havde erfaret, at dette havde havt gavnlige Følger. Man havde holdt Andagt med Psalmesang, Bøn af Bog, mundtlig Bøn og atter Psalmesang. Efter holdt Andagt havde

man talt med de Tilstedeværende om de afhandlede Ting.

Valget af de rette Midler beror paa Synet for Sagen selv. Denne drives uden Tvivl paa flere Maader og med forskjellig Virkning og Frugt. Her kan kun tales om, hvor den drives med Frihed. I et christeligt Hus driver man den gjerne, og der vil man modtage Vink. Christus og Gudsord maa være Grundvolden, og Længselen herefter maa søges vakt i Omgivelsernes Hjerter. Hvad er Aarsagen til, at Husandagten ej er, som den burde være? Alle ere enige i at prise den. Hvoraf kommer det da, at Mange maa bekjende, at de ej have kunnef drive den igjennem? Mange have overværet Husandagt uden at have nydt de rette Frugter af samme. Hvoraf kommer det da, at de ikke have kunnet bevare Indtrykket usvækket? Skjønt der er een Tro, eet Haab, een Gud, og man altsaa skulde mene, at Virkningen af Husandagten var den samme, sees dog dette ej at være saa, og dette er da utvivlsom en Følge af, at Maaden, hvorpaa Husandagten drives, er forskjellig og ofte ikke den hensigtsmæssigste; thi ej sjelden benyttes mindre passende Bøger, især for Børn, idet Næringen, som bydes dem, er for haard. Gudsord er forstaaeligt for Barnesjelen og virksomt paa Barnehjertet, naar det enfoldigt fremstilles. Det vilde derfor være godt, at Forældrene enfoldigen og mundtligen fremstillede Religionssandheden for Børnene. Mange, som i en voren Alder komme til Opvækkelse og begynde et nyt Liv, maa bittert savne, at de intet have tilbage af Børnelærdommen, og at de mangle Evne til at kunne virke for Omgivelserne, hvad de burde og ønske. Vi trænge derfor højlig til barnlige